Firbenetskønhedskonkurrence
Firbenet
skønhedskonkurrence
Sandra Pedersen bruger rigtig meget tid på hundene. Så nu håber hun at det begynder at give nogle resultater.
Pelsen på en udstillingshund skal passes og plejes hver dag
Gamby: Sandra Pedersen fra Vierne ved Gamby er bidt af en gal hund. Ikke en af de der meget omtalte kamphunde, men en lille langøret cockerspaniel, der fylder rigtig meget af fritiden for hende og familien.- I det daglige er det nok omkring en time hver dag, hvor han skal redes igenem og have fjernet døde hår. Men før en udstilling er det både bad, tørring, glatning og pelsbehandling med forskellige produkter. En samlet omgang, der let løber op i tre-fire timer dagen før og en time på selve udstillingen, fortæller hun.
Familien har to cockerspaniels, der begge er købt med henblik på udstilling, men den ældste, Bento, der er hentet i Sverige havde en medfødt tandfejl, og så sluttede modelkarrieren inden den rigtigt var kommet i gang.
Hveranden weekend
- Det er simpelthen den risiko man tager, når man køber en hvalp. Man giver 10.000 kroner for en hund, og så viser det sig, at den har en fejl. Derfor er der nogen udstillere der køber fuldvoksne hunde på omkring to år, men så kommer man også af med mere end 20.000 kroner for en hund, fortæller Sandra Pedersen.Det nye håb hedder Cæsar og er hentet hos Kennel Cockergold på Sjælland. Han har trods sin unge alder på 14 måneder allerede deltaget i en lang række skuer og udstillinger i hele landet.
På de sidste otte måneder er det blevet til 14 weekender rundt i hele landet. Så det er i snit to gange om måneden. I sidste weekend var det Hirtshal og næste gang er det i den tyske by Cuxhaven i april.
- Jeg kører til det jeg kan, fordi både hunden og jeg er nye inden for det her game. De etablerede folk i branchen tager kun til de officielle udstillinger, hvor resultatet tæller, men det er godt med noget træning, og så er det enormt hyggeligt at konkurrere mod de samme folk hver gang. Vi kører lidt på hinanden. Sådan rent venskabeligt, siger hun.
Målet er champion
Målet er den eftertragtede championtitel, som kræver flere topplaceringer på forskellige udstillinger og det er svært. Ganske få marginaler kan afgøre hvilken hund der vinder, og dommernes smag varierer altid.- Jeg er også på udkig efter en god tæve til at lave nogle hvalpekuld med i fremtiden, men nu skal Cæsar først have nogle resultater. Jeg skal til at starte på opdrætterkursus, som er et nyt krav fra Dansk Kennel Klub, men jeg tror ikke vi skal have en ny hund i år. Det bliver nok først næste år, siger hun.
Sandra Pedersen er vokset op med hundeudstilling, og har flere gange som barn været med sin gudmor, der udstillede borderterrier, men det er først indenfor de sidste par år hun selv har fået tid og råd til at gå ind i den krævende hobby.
- Med fuldtidsjob, to små børn og min mand, der også skal dyrke sine interesser, så er der nogle gange nok at se til. Men det er en sjov og spændende interesse. Både for mig og hunden. Han elsker simpelthen at komme i ringen og bestille noget, siger Sandra Pedersen.
thgr
