København – Aarhusvia Bogense
København – Aarhus
via Bogense
Fast forbindelse mellem Nordfyn og Østjylland med bro mellem Bogense og Barrit har været oppe før og bl.a. blevet overskygget af fortalere for den forkromede Kattegatforbindelse mellem Sjælland og Jylland via Samsø. Hvad er der brug for? Kortere rejsetider med højhastighedstog mellem de fire største byer, Ålborg, Aarhus, Odense og København og fjerne flaskehalsene på motorvejene omkring Lillebælt – eller marginalisering af hele Syddanmark?
Hvad vil en bro/tunnelløsning med vej og jernbane over det sydvestlige Kattegat give af fordele? En markant reduktion af rejsetiden mellem de største byer og væk med trafikpropperne.
Et potentielt kraftcenter på linjen Aarhus, Horsens-Vejle området, Nordfyn og Odense på linje med Trekantområdet, hvor broerne samler regionen. Lokalt vil det styrke såvel Hedensted som Nordfyns kommuner, der bliver hinandens opland, placeret midtimellem det hele med korte afstande til alt.
Katalog til fremtiden: Lokaltog i området med vækstfremmende togstop i bl.a. Bogense og Søndersø er nye muligheder – fleksibelt arbejdsmarked, hurtig og sikker transport, tilflyttere og erhvervsudvikling. Gøre den ’blinde’ vej mod Nordfyn til en central trafikkorridor, der effektiviserer, fordeler (færre trafikstop) og åbner nye muligheder. Skab udvikling af Odense Lufthavn med opkobling til motorvej/jernbane og bedre forbindelser til Otterupområdet.
Det betyder ca. 20 km anlæg over hav måske som kombination lavbro og sænketunnel plus landanlæg på begge sider, der naturligvis vil sætte deres præg på landskabet. Lad os få fremtidssikrede, miljøvenlige løsninger med støjreduktion, faunapassager mv, der sætter nye standarder for den type anlæg.
Der skal tages hensyn såvel til kyst og havområdet vest for Bogense som kystskovområdet ved Barrit, der begge steder er beskyttet af Natura 2000 bestemmelserne, men hvor der er en vilje, kommer der også en vej.
Så en klar opfordring til Nordfyns kommune om at gå helhjertet ind i kampen for dette anlæg, der kan være nøglen til nye muligheder for kommunen og dens borgere. Tag kontakt til de nye naboer i Hedensted kommune på den anden side havet og andre mulige interessenter og lav et gennemarbejdet, fælles oplæg, der beskriver fordelene ved den skitserede løsning og peger ind i fremtiden.Konservative på Nordfyn
Franz Rohde og Leo Jensen
