Bogense: Torsdag aften var der ikke brug for hverken adrenalin eller brandhjelm, og anledningen var langt mere fredelig end normalt, da et par skinnende røde brandbiler med udrykningshorn og roterende blink trillede op foran privaten, og hentede Kaj Jensen, der skulle have overrakt 25-års medaljen ved en lille højtidelighed.

- Jeg mærker stadig den samme gnist, og sanserne kører på højtryk, mens man gør sig klar til opgaven, fortæller Kaj Jensen, der som deltidsbrandmand i gennemsnit er ude til 30 udrykninger om året.

- Man ved jo aldrig præcist, hvad det er der venter. Så selvfølgelig er spændingen en del af jobbet. Ligesom kammeratskabet er helt unikt, fortæller den rutinerede brandmand.

Han har i mange år haft sit almindelige ”dagjob” på trælasten, og på Bogense Plast, hvor kolleger og arbejdsgivere var med på at han et par gange om måneden pludselig måtte forlade arbejdspladsen.

- Det kræver selvfølgelig meget - både af en arbejdsgiver og af familien, tilstår Kaj Jensen, der altid selv har følt den fornødne forståelse og opbakning fra sit bagland.

- Det er en livsstil, mener han.

Selvom Kaj Jensen har passeret de 60, er der ikke planer om at lægge brandmandslivet på hylden.

- Så længe kroppen kan holde til det, og vi kan følge med- så må vi blive ved til vi fylder 70, og jeg kommer helt sikkert til at savne det, mener han.

I et lille lokalsamfund kan det ikke undgås, at man nogle gange kender de mennesker man rykker ud til.

- Det kan godt være svært, men jeg har været god til at bevare en professionel tilgang, og ikke tage oplevelserne alt for meget med hjem. Efter voldsomme oplevelser snakker vi altid tingene igennem, når vi kommer tilbage på stationen, siger Kaj Jensen.

På brandstationen i den nordfynske købstad har en stor del af folkene rundet 30 år i tjenesten, så Kaj Jensens 25 års medalje er ikke noget særsyn.

- Vi har et specielt sammenhold, og kender hinanden så godt, at den ene ved hvad den anden gør. Vi kan stole på, at de andre er på deres pladser og udfører deres opgaver, uden at vi behøver at tale sammen, fortæller Kaj Jensen.