Grin og glædepå biblioteket
Grin og glæde
på biblioteket
"Hvad finder han nu på, ham Karl Oscar?"
Karl Oscar, som talte ægte klovnesvensk af den enkle årsag, at han er svensker, tryllebandt ungerne med sine skøre påfund i en lille times tid. Han tryllede rundt med en grøn og en lyserød løve, han jonglerede med bolde, og han trak en gummihandske over hovedet og pustede den op med næsen. Alle hans kunster fremkaldte høje jubelråb, og da han midt i det hele tabte sine store klovnebukser blev larmen ubeskrivelig. Men trods den højlydte begejstring, formåede gøgleren hele tiden at fange de smås opmærksomhed igen og skabe ro, så alle fik det hele med.
- Det er første gang, vi har haft en forestilling af den her karakter, fortalte bibliotekar Bent Bollmann. - Det lader til at være rigtig populært, så det kan da være, vi laver noget lignende en anden gang igen.
Søndersø Bibliotek har selv planlagt forårets program, men fremover sker planlægningen i fællesskab i de nordfynske biblioteker.
- Når vi bestiller en forestilling, så kan det garanteretbedst betale sig at hyre den samme til alle tre biblioteker, mener Bent Bollmann. - Men vi kunne ikke nå at lave forårets program sammen med de to andre biblioteker, så det kommer senere.
Vi griner for lidt
Klovnen Karl Oscar har sin egen hjemmeside, kaldet www.veryfunny.dk. Han underholder både for børn og voksne, og tilbyder også foredrag.
- Jeg holder foredrag om humor, latter og kropssprog, fortæller den glade klovn.
- Børn er meget umiddelbare og har let til latter, men voksne griner alt, alt for lidt. Man har for travlt, og det burde man ikke have. Grin igennem mindst en gang hver dag, så lever du 7 år længere!
Karl Oscar er selv et levende bevis på, at latter holder ung. Han påstår, at han er 50 år, og ligner en på 30.
Pia
