Søndersø stod på den anden ende i weekenden da der endnu engang blev afviklet SuperBrugsen Cup
Fodboldstævne: Næsten samtidig med, at den olympiske flamme fredag hen under aften blev tændt i Beijing, blev der sat fut i de lokale ildsjæle i Søndersø. Her tog Søndersø BK nemlig fat på SuperBrugsen Cup 2008 - et ungdomsfodboldstævne, som trækker på alle gode kræfter!

-Der er vel omkring hundrede frivillige hjælpere, fortæller stævneleder Preben Grønberg i en lille pause i den ellers hektiske opstart fredag aften. - Og jeg vil tro, at jeg har brugt, hvad der svarer til to måneders fuldtidsarbejde på stævnet. Heldigvis har jeg en meget forstående kone, griner Preben og ser ud til at nyde travlheden.

Med ikke mindre end 109 tilmeldte hold, som dækkede fra miniputter til juniorerne hos både drenge og piger, var det et logistisk puslespil af næsten olympiske dimensioner, at få alt til at klappe.

1300-1400 spillere

- Der er 255 campingenheder med forældre og pårørende. Der skal bespises 1300-1400 spillere og ledere i Søndersø Hallen ved måltiderne og der skal spilles ca. 400 kampe på 10 baner, remser Preben Grønbjerg op.

Og så var der lige sodavands-discoteket og grill-aftenen for de voksne lørdag aften - plus alt det løse!

Der var hold med fra hele landet.

-Der er flere gengangere. Mange laver en klubudflugt ud af det. For eksempel stiller Sunds og Tjørring med ikke mindre end 45 campingenheder hver, fortæller Preben inden nye spørgsmål fra deltagerne skal besvares af den travle leder.

Søndag kl. 16.00 var de sidste bolde spillet og vinderne i de mange rækker kunne kåres med bl.a. træningsdragter fra hovedsponsoren SuperBrugsen. Værtsklubben Søndersø BK var eneste nordfynske klub, som nåede finalerne. I lilleput pige-rækken tabte Søndersø BK med 0-1 til Tåstrup. Klubbens junior-drenge måtte ligeledes se sig slået i finalen - med 1-3 til Virum Sorgenfri.

AR