Børge Larsen har sunget i 42 år med sin makker Aage Kristensen. Han har mange historier fra årene der er gået. Blandt andet har han ligget nummer et på dansktoplisten hos Lolland Radio og er blevet ven med en rigtig prinsesse
Harndrup: Dengang Børge Larsen aftjente sin værnepligt skulle han med kammeraterne ned for at se en koncert med Gustav Winckler.

Hvad han ikke vidste var, at kammeraterne tog derned før for at aftale, at Gustav skulle drille Børge Larsen lidt.

Så da han sad til koncerten sammen med de andre soldater, sagde Gustav Winckler pludselig:

- Jeg har på fornemmelsen, at der sidder en blandt publikum, som kan synge ligesom mig.

Så blev Børge puffet op på scenen, hvor han pludselig stod med sit store idol og skulle synge sammen med ham.

Det gik nu udmærket og Gustav Winckler kaldte ham "den syngende maler". Det har Børge kaldt sig lige siden.

Han har altid sunget i sin fritid ved siden af sit job som bygningsmaler. Deraf øgenavnet "maler".

Børge Larsen har efter mange år som visesanger et væld af historier at byde på.

I 42 år har han med sin makker Aage Kristensen spillet til et hav af arrangementer. Børge Larsen har sunget Gustav Winckler-sange, men de sange, han har viet sit liv til, er dem af vise-poeten Sigfred Pedersen.

Sigfred Pedersen boede i Harndrup og Børge Larsen kendte ham. Nu er han død, men Børge var i 2003 med til at lave et museum i Harndrup om vise-poetens liv og karriere. Børge er ofte på museet om søndagen for at fortælle besøgende om poeten. Et museum, som ikke alene har haft besøg af selveste kulturministeren, men også en rigtig prinsesse.

Børge Larsen har viet det meste af sit liv til at holde mindet om Sigfred Pedersen i live.

- I 42 år har jeg rejst rundt og fortalt om hans liv og sunget hans sange, fortæller Børge Larsen.

Kassettebånd og cd’er

Det er der såmænd blevet et utal af kasettebånd og en cd ud af samt flere radioprogrammer. Hans cd med Sigfred Pedersens sange har været flittigt spillet rundt om i landets lokalradioer, hvilket har medvirket til at en af hans sange lå nummer et i 15 uger på dansktoplisten hos Lollands Radio.

- Og så hørte jeg Danmarksmester en dag. Radioprogrammet altså. Og jeg hørte ham fortælle noget forkert om Sigfred. Så skrev jeg altså ind, for det duer jo ikke, forklarer Børge Larsen. Og "maleren" fik besked tilbage. Om han ville lave spørgsmål til programmet om Sigfred Pedersen til næste uges programmer.

- Det ville jeg da, husker Børge.

"Den syngende maler" har haft mange oplevelser gennem årene, men en af dem, som står skarpest for ham, var da han passede Sigfred Pedersen museet en søndag.

Han var faktisk på vej hjem da et par gik op ad trapperne til museet.

- Ja, og så spurgte de mig om jeg kunne fortælle om Sigfred. Og jeg sagde, at ham kunne jeg fortælle om i flere dage. Hun svarede ’det gør ikke spor. Vi har dyner med’, fortæller Børge.

Det viste sig senere, at den besøgende var prinsesse Eleonore-Christine af Schaumburg-Lippe. Siden har hun og hendes kæreste mailet og sendt julekort til Børge Larsen, og et enkelt besøg mere er det også blevet til.

- Jeg har så mange dejlige oplevelser, som jeg bare sidder og brænder inde med, fortæller Børge Larsen.

Og der kommer flere til for ham og Aage Kristensen tager stadig rundt og spiller.

Med i artiklen er der ikke blevet plads til Børges historier om Dallund Slot eller hans danske fan i Canada, men de historier gemmer vi til en anden god gang.

Stine Charlotte Hansen