Jørgen Møller har det dårligt med at sidde stille ret længe af gangen
nordfyn: Samleveren Solveig Bjørnø må som regel sidde alene, hvis der er et eller andet hun gerne vil se i fjernsynet.

For 63-årige Jørgen Møller har altid haft det skidt med at bruge tid på en hel film eller et underholdningsprogram.

- Jeg kan for eksempel godt sidde stille og se nyhederne, men hvis det bliver ret meget længere end det, så begynder mine tanker at køre hen mod noget af det jeg skal have lavet, griner han.

Så efter lidt tid plejer Jørgen Møller at liste ud af døren og enten ind foran computeren på hjemmekontoret eller ud i det lille værksted i huset i Bodøparken i Bogense.

Måske som et modsvar på det megen papirarbejde i hans forskellige lederjobs, har Jørgen Møller altid slappet bedst af med at være i fysisk aktivitet - og gerne med et stykke værktøj i hånden.

- Jeg elsker sådan nogle gør-det-selv opgaver, hvor man kobler hovedet lidt fra - og det er det samme med madlavning, som jeg godt kan gå og hygge mig med. Jeg har selv bygget et udendørskøkken, hvor vi kan finde på at grille hele året rundt, siger Jørgen Møller.

Juleanden bliver for eksempel ikke sendt til bageren som i den gamle sang, men ud i Webergrillen på terrassen.

Vækket af Per Berga

Og selv om vi ikke vil snakke politik på disse sider, så må han dog indrømme, at det lige netop er det, der er den største del af fritiden.

Den politiske interesse blev vækket i hans soldatertid i Fynske Livregiment, hvor han i årene 1966 til 1968 var menig talsmand, og hvor han havde mange diskussioner med en af de andre talsmænd - kommunisten Per Berga Rasmussen.

- Jeg tror han var den eneste værnepligtige, der fik sendt Land og Folk direkte til kasernen. I hvert fald var det ham der gjorde mig klar over, at jeg nok hørte til på den anden side, griner Jørgen Møller.

Flyttede efter jobbet

Jørgen Møller var ellers vokset op i et godt socialdemokratisk hjem på Tommerupkanten, og spillede i sin ungdom håndbold på højt plan, hvor han var med til at holde Bolbro i den daværende 1. division.

Han er handelsuddannet indenfor VVS-branchen, men har tilbragt det meste af karrieren med salgs- og lederjob indenfor el-branchen.

Og det var netop det, der i 1977 bragte ham til Bogense, da han efter nogle år som salgschef hos Jo-Jo, valgte at købe et hus på Hyldevænget.

- Jeg havde gennem nogle år gået og renoveret vores daværende gamle hus i Frøbjerg, og lavede også en del ved det på Hyldevænget, så da jeg i midten af 1990’erne fik bygget et helt nyt hus her i Bodøparken, tænkte jeg, at nu skulle det være slut med gamle huse, så jeg kunne bruge tiden på noget andet, griner Jørgen Møller.

Det kom dog ikke helt til at holde stik, for siden måtte han først hjælpe sin datter Jane med hendes hus i Klinte Holme og i øjeblikket er det sønnen Jesper, der er i gang med at renovere et byhus i Adelgade i Bogense helt fra bunden.

- Men det er jo sjovt og hyggeligt at gå og arbejde med, og så holder det nogle penge hjemme, når vi selv kan lave det, siger han.

I dag bor han selv med en fantastisk udsigt til græssende køer i selve Bogenses grønne hjerte - og den vil Jørgen Møller ikke bytte for noget i verden.

Thomas Gregersen